Patientskader blev afgjort ved domstolene
Før Patientforsikringen blev en realitet i 1992, skulle patienterne gå via domstolene, hvis de ville søge erstatning for en skade.
Dengang var patienterne kun berettiget til erstatning, hvis de kunne bevise, at en sundhedsperson havde begået en fejl. Det viste sig dog at være meget svært at dokumentere.
Politikerne besluttede sig derfor for, at patienternes muligheder for at få erstatning skulle forbedres. Danmark skulle have en offentlig finansieret erstatningsordning ligesom i Sverige.
Patienterne skulle ikke længere påvise, at der var sket en fejl for at få erstatning. Fremover skulle det blot være overvejende sandsynligt, at der var sammenhæng mellem en skade og den behandling eller undersøgelse, patienten havde været igennem. Det var hellere ikke længere patienten selv, der skulle føre sagen, men en institution, der skulle sikre, at patienterne fik den erstatning, som de var berettiget til ifølge loven.
Man vedtog derfor Patientforsikringsloven og etablerede Patientforsikringen, der skulle træffe afgørelserne efter den vedtagne lov.
Patientforsikringsloven blev til
Patientforsikringsloven trådte i kraft i 1992 og i 1996 indførtes også lov om erstatning for lægemiddelskader.
Siden dengang er lovens dækningsområde udvidet, så stort set alle områder og funktioner i det offentlige og private sundhedsvæsen er dækket.
Begge love er i dag samlet i lov om klage- og erstatningsadgang inden for Sundhedsvæsenet.
Selvom ikke alle patienter oplever det sådan, har Danmark en ret unik erstatningsordning. Ordningen - hvorefter det ikke er nødvendigt at bevise, at læger eller andre sundhedspersoner har begået en fejl - for at få erstatning, kendes kun fra de nordiske lande.
Læs eventuelt mere om overvejelserne bag erstatningsordningen i bogen 'De første 10 år'. Bogen blev udgivet i anledning af Patientforsikringens 10 års jubilæum i 2002.