Behandling af en sag

Vi behandler hvert år ca. 8.000 anmeldelser, og det er meget forskelligt, hvor lang tid det tager at behandle en sag.

Anmeldelsen modtages

Når vi modtager en anmeldelse, gennemgår vi den for at sikre, at vi har alle de oplysninger, vi skal bruge. Vi ser også på, om sagen i følge loven er forældet eller er uden for lovens dækningsområde. Hvis det er tilfældet, afviser vi sagen med det samme.

Materiale fra hospitaler, praktiserende læger mv.

Vi sender en kopi af anmeldelsen til det sted, hvor skaden er sket, og beder dem sende os journalmaterialet. Hvis behandlingsstedet udfylder en anmeldelse, sender vi patienten en kopi, som patienten får mulighed for at komme med bemærkninger til.

Hvis patienten har været behandlet flere steder, indhenter vi også oplysninger der fra.

Materiale modtages

Når vi har det materiale, vi skal bruge, går vi i gang med sagsbehandlingen. Vi ser på, om der er sket en skade, og om der er grundlag for at yde erstatning.

Lægemøde

En sag vil oftest blive vurderet på et såkaldt lægemøde. Lægen har før mødet fået journalmateriale og en række spørgsmål fra sagsbehandleren. På mødet drøfter de sagen, og nogle gange beder lægen om yderligere oplysninger f.eks. en vurdering foretaget af en speciallæge.

Sagen afvises

Sagen bliver afvist, hvis der ikke er grundlag for at tildele erstatning. Det kan f.eks. skyldes, at det patienten oplever som en skade skyldes forhold ved patientens sygdom og ikke selve behandlingen.

Sagen anerkendes

Hvis sagen anerkendes er det i nogle tilfælde muligt at beregne erstatningen eller dele af den med det samme, så patienten modtager besked om erstatningens størrelse sammen med afgørelsen. Oftest er det dog nødvendigt at indhente yderligere oplysninger fra f.eks. kommunen, før den endelige erstatning kan beregnes.  Beregningen sker efter reglerne i erstatningsansvarsloven.

Hvis patienten ikke er tilfreds

Hvis patienten ikke er tilfreds med afgørelsen eller erstatningens størrelse, kan afgørelsen ankes til Patientskadeankenævnet eller Lægemiddelskadeankenævnet, der begge er en del af Patientombuddet. Dette skal ske inden for 3 måneder efter patienten har modtaget afgørelsen. Ankenævnene kan f.eks. beslutte at ændre et afslag til en anerkendelse, forhøje eller nedsætte en erstatning eller beslutte at en allerede tildelt erstatning skal bortfalde og dermed tilbagebetales.

 Læs mere på om mulighederne for at anke på Patientombuddets hjemmeside.

Følg en sag

 ur

Hvad sker der undervejs? Følg et sagsforløb fra start til slut
- og klik dig frem til mere information.

telefontid Telefontid kl. 9.30 - 15.00